Det ultimative sommerski foregår i Argentina. Landet, hvor Che Guevara og Diego Maradona er folkehelte, enorme steaks er hverdagskost, naturen er uovertruffen, pigerne er smukke og bedst af alt,

Det ultimative sommerski foregår i Argentina. Landet, hvor Che Guevara og Diego Maradona er folkehelte, enorme steaks er hverdagskost, naturen er uovertruffen, pigerne er smukke og bedst af alt, så bliver Andesbjergene velsignet med enorme snemængder, mens den danske sommer er på sit højeste.

Argentina har oplevet et totalt økonomisk sammenbrud, fra at være 90´ernes notoriske højprisland, er det idag hyperaktuelt for det snehungrende skifolk. Denne tilsyneladende tilbagegang kommer i høj grad skifolk til gode, da prisniveauet på stort set alt hvad hjertet begærer er yderst rimeligt.
Jeg har tilbragt de sidste to somre på ski i Argentina, og der er så meget godt at fortælle. Så hvorfor ikke starte ved Verdens Ende, Fin del Mundo, og bevæge os hele vejen op til Sydamerikas legendariske skiområde, kaldet Las Lenas?

Den sydligste by i verden har også verdens sydligste skiområde. Området heddet Cerro Castor og ligger ved byen Ushuaia. Afstaden til Fin del Mundo, Verdens Ende, er enorm; 17848 km fra Alaska og en rejse på 4000 km fra Buenos Aires. Fly kan varmt anbefales, selvom køreturen i bil byder på mange smukke naturoplevelser.
I Cerro Castor skifter vejret hurtigere end noget sted, jeg før har stået på ski. Vinden og kulden er meget hård og med det højeste bjerg på 958 meter lyder det umiddelbart ikke som et sted man vil rejse langt efter. Men faktisk har områdets 800 højdemeter meget at byde på, og sneen er af en rigtig god kvalitet. Liftsystemet er et par år gammelt, hvilket gør det til et af de mest hi-tech områder i Sydamerika, og der er kun få mennesker, så der er god plads til at nyde pisterne.
Er man til freeskiing i offpisten er mit favoritspot en stor bowle på bagsiden af den øverste lift. Det er ikke et langt run, men sneen blæser ind natten over, så der er mulighed for first tracks hver dag! Det eneste problem her er dog, at man skal hike op efter hver tur, men hvad gør man ikke for POWDER!?
Udover skiløb har området omkring Ushuaia, Tierra del Fuego, meget at byde på. Smuk natur, hundeslædeture, super langrendsløb og mulighed for utrolige hiking-ture med eller uden ski.
Jeg var så heldig at ejeren af skiområdet inviterede mig på en Asado ala Cerro Castor. Dette viste sig at være et lam, der blev hængt op på et kors og stegt over bålet i 3-4 timer. Herefter blev det skåret ud, og så var det bare om at tage for sig med fingrene; kød, kød og endnu mere kød.


30 timer i bil mod nord ligger provinsen Chubut. Fra Ushuaia kører man op gennem Ildlandet, Tierra del Fuego, ind i Chile, sejler med en færge over floden Estrecho de Magallanes, kører ind i Argentina igen og så op gennem Patagonien. Her ligger byen Esquel, der er en gammel mineby og bl.a. stedet, hvor den berygtede cowboy Butch Cassidy tilbragte de sidste dage af sit liv.

La Hoya, Argentinas freeride-højborg, er skiområdet ved Esquel.
Min første dag i området var med sol og en masse nysne. Vi havde ventet i et par timer på at liftene blev åbnede, og på vej op i liften måtte vi konstatere, at to ”pisten-hilfe” stjal firsttracks i den couloir, vi havde regnet med var vores ”No friends in powder”!
La Hoya, er i sandhed Argentinas freeride-højborg nr.1. I forhold til de andre områder var der her der utallige skier og snowboardere, der hike de store uberørte hang, for at kører først ned af dem.
Skiløbet er udmærket, der er pister af alle sværhedsgrader og et ældre men funktionelt liftsystem. Dette indeholder bl.a. verdens sejeste (og nok også langsomste) T- / stolelift. Hver anden får en 1-stol og de næste to personer ryger på en T-lift osv. Ud af alle skiområder jeg har besøgt, så er La Hoya prismæssigt en klar vinder, med helt ned til 200 kr for en uges liftkort.

Bariloche, Cerro Catedral og Santa Rosa er 3 af mine bedste minder fra Argentina.

Da vi første gang ankom til Bariloche, blev vi indkvarteret på et super hostel, ”La Bolsa del Deporte”. Ved ankomsten blev vi mødt med en kæmpe asado (barbecue med oksekød), 25 kr pr. overnatning incl. fri internet samt en masse flinke og festlige argentinere.
I Sydamerika er Bariloche ikke kun kendt for sit skiløb, men også for status som den ultimative partyby. I juli og august flokker folk til fra bl.a. Buenos Aires og Rio. Bariloche er fyldt med små hyggelige barer, enorme 3-etagers discoteker og super mange ”nice chicas”. Prisen for en 1 liter Cerveza (øl) er ca. 12 kr. og drinkspriserne ligger i samme prisleje. Så der er rig mulighed for at møde de lokale og skyde den max af i byen.


Santa Rose er et fænomen, der kan beskrives som en myte om en enorm storm, der omkring 1. september, år efter år, rammer Argentina. Jeg var overbevist om, at det var en vandrehistorie, der blev brugt til opmuntring af snehungrende turister, men begge de år jeg har besøgt Argentina har vi i slutningen af august været ved at opgive alt håb om mere skiløb, da der virkelig har været katastrofalt dårlig sne. Men efter at have revet den 31. august ud af kalenderen, så skete der noget.
Tre dage med dårligt vejr i byen og 1,5 meter nysne i skiområdet Cerro Catedral, ja hele Argentina fik sne. Helt utroligt...

Cerro Catedral, det største skiområde i Argentina. Nogle få 100 højdemeter med højalpintterræn; stejle pister, store åbne offpisthang, små couloires og store klipper, der kan hoppes. Længere nede rammer man trægrænsen, der beskytter de utroligt mange og varierede pister for vinden og giver mulighed for en masse skovskiløb. Klimaet omkring Bariloche gør, at det ofte bliver ret varmt, og det er langt fra hele sæsonen man kan køre på ski til dalstationen. Selve området er én stor turistmaskine, og man ser ofte grupper på 30-40 personer iklædt identiske blå heldragter, bagindstiger-støvler og de sidste nye 220 cm Fischer 80´er ski. Liftsystemet er effektivt og området har et moderne kunstsneanlæg.

En af mine første skidage i området blev en uforglemmelig oplevelse. I selskab med mine rejseledsagere, bl.a. de to schweiziske freeridestjerner, Phil Meier og Nicolas Falquet, blev jeg vist rundt af de lokale skihelte Chimango og Mauricio. Vi hikede i 20 minutter, og fandt nogle fede linier og gode store drops. Her fik vi selskab af Amerikas svar på Eurosport, ESPN. De ville gerne lave et indslag til programmet ”ESPN Snowtime”, der vises i hele Sydamerika. Vi gav interviews omkring turen og så blev der selvfølgelig givet ekstra meget gas på ski. Vi kørte nogle gode linier, hoppede udover nogle store klipper, og jublen var stor, da Phil lavede et backflip ud over en 12-14 meter høj klippe. Dagen blev afsluttet med, at vi inviterede alle de lokale skigutter til asado på vores hostel, der blev fulgt op af en kæmpe bytur.

Den skjulte perle, Cerro Bayo. Dette skiområde er virkelig småt, og befinder sig på modsatte side af søen i forhold til Bariloche. Liftsystemet består af pensionerede stolelifte fra Europa, og i øjeblikket er de ved at købe en brugt gondol fra Schweiz. Der er næsten ingen turister, men pisterne findes i alle sværhedsgrader. Helt oppe på toppen findes der et freerideareal, der er lavinesikret og efter et 10 minutters hike er der en kæmpe bowle til fri afbenyttelse.
Området ligger ved den idylliske by Villa La Angostura. Byen er kendt for fluefiskeri og om sommeren (vores vinter) er der super muligheder for windsurfing, kitesurfing, ja sågar bølgesurf - muligheder på søen. Et sted man kun kunne drømme om fandtes...

Det klassisk skiområde.

Næste stop San Martin, som er en lille hyggelig by omgivet af bjerge og den mest fantastiske natur. Selve skiområdet, Cerro Chapelco, har klart den bedst funpark, jeg har fundet i Argentina. Pisterne er ikke de mest ophidsende, intet der minder om en sort, men de er til gengæld store og brede motorvejslignende nedfarter.

Det jeg husker bedst fra Chapelco er den eventyrlige skov. Store lærketræer med meter lange mosstrimler, der hænger ned fra

grenene. Det var som taget ud fra Lord of the Rings, og man forventede til enhver tid at elverfolk skulle dukke op bag de smukke træer.
Hvis man har et meget stramt budget er San Martin også sagen. Vi var 5 gutter, der lejede en campingvogn på byens campingplads. Mod de normalt 25 kr. pr. person pr. nat slap vi med kun 5 kr. pr. næse.

Vulkanen Cavihue ligger ved en lille by af samme navn. Byen er et af Argentinas bedst kendte kursteder. Der er rig mulighed for at bade i de varme kilder og mudder, der opvarmes af vulkanens varme dampe. Selve skiområdet er ikke særligt stort og udfordrende. Er man til skitouring, så gemmer vulkanen dog på uendelige muligheder.
Det lokale hostel er fyldt med udstoppede fugle, ældgamle ski, intet varmt badevand, sneen kan ses mellem gulvbræderne og det er -5 grader, når morgenmaden skal indtages. Ejeren er Cavihues eneste vildmand og bjergguide nr. 1. Han kender vulkanerne og bjergene som sin egen bukselomme. Med hans snemobil udstyret med larvefødder og en 4x4 jeep er han mand for at skaffe dig den gode sne. Da vejret var til det kunne vi efter 5-6 timer hike til vulkanes top og kigge ned i vulkankrateret.

Legenden Las Lenas er ikke overbefolket af argentinere, men derimod tonsvis af amerikanske turister og mange scandinaviske skibumser. Selve byen er ikke meget værd, det minder mest af alt om den franske skiby Val Thorens, altså en ucharmerende pengemaskine. Priserne er da også urimeligt høje iforhold til resten af Argentina. Cilix, byens nye hostel, tager 80 kr. pr. nat, hvilket er 4 gange den normale pris.
Når dette er sagt må man klart tage hatten af for ski-mulighederne. Der er noget for enhver skiløber; fra begynderområdet i byen, til bjergets blå-, røde- og sorte pister, fordelt udover de 1300 meters højdeforskel Las Lenas råder over. Marte-liften, der i august for 3 år siden måtte graves fri af indsatte fanger fra et nærlæggende fængsel, er vejen til den bedste offpiste. Er man freerider, så er en toptur ind til tårnene Cerro Martin, bagerst i området, klart et must. Enten hiker man tre timer til toppen ellers betaler man områdets ”taxi-pistenbullys” for at blive kørt 2/3 op og så er der ca. en times hardcore klatring.
En af årets bedste ture, kørt af undertegnede i Argentina, var fra tårnet og ned. Der var en halv meter nysne, og jeg besluttede i samråd med en norsk telemarker og bjergged, at vi skulle have firsttracks på Cerro Martin. Vi røg på første pistenbullys op, og efter en times ekstrem klatring stod vi på toppen. Vi havde en fotograf på en anden bjergtop, så der blev først drøftet linie. Da det endelig blev min tur, fik den alt hvad den kunne trække! 3-4 mellemstore sving i toppen, så ned igennem en smal couloir efterfulgt af nogle få store sving på den stor usportet flade foran de enorme tårne, hvorefter hanget flader ud og turen atter går mod byen.


Afslutningsvis skal det siges, at udover de skønne skiområder har Argentina meget, meget mere at byde på. Tre ting man helt klart bør afsætte tid til er; Foz De Iguacu, verdens største vandfald, se hvaler i Pt. Madryn og spise middag på Spetus Steakhouse i Buenos Aires.