Old News: Alpernes bedst kendte hemmelighed. Det ultimative skisportssted. Hvis du er til offpist, så læs denne historie.

Et brud med hverdagen.

 

Anders Olesen, 26, var træt af dagligdagen i Val Thorens. Når sneen mangler og festen på Cafe Snesko bliver lidt for ensformig, så hjælper det ikke meget at Val Thorens råder over en af de dårligst holdte parker i Alperne. Tobias Hansen, 25, var bare træt af livet uden rigtig pulver i Les 2 Alpes, og greb derfor knoglen og bød St. Anton-kenderen Anders med på tur. Når man bliver inviteret på tur i en Ford Tansit Topline – alu-fælge, tonede ruder, flysæder, ølholdere og anlæg – ja, så siger man ikke nej. Slet ikke når turens mål er at dyrke skiløbet i en af verdens bedste skiområder, St. Anton am Arlberg. Otte timer fra de franske snefattige alper til store mængder af nyfaldent sne i Østrig i en varevogn af den kaliber, er derfor noget man glæder sig til, og Anders var da også mere end klar på idéen.

Hvorfor nu ikke bare holde alt for os selv? Man fortæller jo ikke fremmede mennesker om de mest hemmeligholdte off-piste ruter i sit eget favorit område. Selv, kunne jeg ikke drømme om at røbe de mange uforudsigelige bagsider af Himmelbjerget, som jeg kender så godt. Vi ville jo blive overdænget med entusiatiske og dygtige skiløbere fra nær og fjern. Anders har det på samme måde. Har I måske nogensinde hørt ham tale om vandrampen i Esbjerg havn? Nej, vel? Sådanne hemmeligheder holder man for sig selv og sine nærmeste.

 

 

Her hviler man aldrig.

 

I dette tilfælde, altså tilfældet St. Anton, er problemet, at det ikke går at holde noget som helst hemmeligt. St. Anton er opdaget. Hundredevis af fremragende, eller i hvert fald stedkendte, skiløbere har indtaget byen på godt og ondt. Dermed kan vi lige så godt skrive løs. Lade alle danskere vide, at det her skiområde er et af verdens allerbedste. Her findes alle muligheder for off-piste skiløb af mægtige dimensioner. Sne findes som regel i rigelige mængder, bjerge er der nok af, variationen i skiløbet er ikke noget problem. Skovskiløbet i Schöngraben Wald betyder, at selv tungt snevejr med dårlig sigt til følge ikke nødvendigvis betyder en hviledag i den lokale spillehal. Næh, disse dage jagter man i St. Anton pudder i hoftehøjde med graner som porte, bjerggeder som tilskuere og laviner som faretruende modstandere.

 

Skinner solen, ja, så er mulighederne som altid endnu bedre. Tag turen op til Valuga toppen, der på sin egen diplomatiske vis rejser sig stolt mod himlen, og byder på et væld af fantastiske ture ned på alle sider. Liften op mod toppen er reserveret til bjergguider med deres nyrige russiske elever, der netop har udrustet sig fra top til tå i Alber Sport. For vi fattige, men livsglade bumser, så går turen derop med skiene spændt på rygsækken langs kammen. Turen tager en halv times tid, men den lille bestigning af toppen er det hele værd. Det anbefales dog at stå ved liften kl. halv ni, for i St. Anton er det svenskerne, der regerer – præcis som i Chamonix, hvor der endda på byskiltet står ”No dogs and no Swedes”. Dette, vort kære broderfolk, har en sjælden set mani til at holde svensk aften hver nat til langt ud på de sene nattetimer, og alligevel være iført deres Hägløfs rygsække, hjelme, fede brede ski, lavinesøgere og skitøj i altid spændende farver, præcis når den første lift åbner i bunden af byen. Ganske forståeligt, fordi vi selv forsøger at være der fra morgenstunden. Men alligevel irriterende, for der er sindssygt mange af dem!

 

Turene mod toppene.

 

Som sagt er St. Anton for længst blevet opdaget. Det er det eneste negative, der er at sige om området. Skiløbet kan man ikke ligge en finger på, men ind imellem kan det være ganske frustrende, at alt off-piste, der kan nåes fra lifterne, altså uden at skulle gå videre op, er kørt op på en halv dag. Herefter gælder det turene med skind under skiene eller bare med skiene på ryggen. Disse ture findes der heldigvis et utal af, og det er her hemmelighederne begynder at tage sin form. Det er her, det ikke længere er helt forudsigeligt. Det er her, folk pludseligt bliver stille. Det er her man på en lidt stiltiende og opgivende måde bare nikker genkendeligt til udtrykket ”No friends in powder” – noget vi kender fra Himmelbjerget. Vi røber jo heller ikke hemmeligheden om vandrampen i Esbjerg, snakker heller ikke højt om Himmelbjergets muligheder, inviterer heller ikke alle og enhver med på en tur i Transit Topline (alu-fælge, tonede ruder, flysæder, ølholdere og anlæg) van’en. Men! Det er her at Anders’ tre sæsoner i St. Anton kommer os tilgode. Som de flinke fyre vi nu engang er, ja, så røber vi her et par af de bedste steder – favoritterne, dem holder vi sammen med de hundrede svenske St. Anton-bumser for os selv...

 

Den kommede mode.

 

Stuben-området, der altid står øverst på skamlen, når det gælder snedybder, er ingen hemmelighed. Hvorfor lige netop Stuben får mere sne end Lech, Zurs, Rendl eller selve St. Anton er en længere forklaring. Ikke noget med lavtflyvende krager, synligt røg fra flyvemaskinerne eller nogen anden alternativ guidehistorie kan forklare fænomenet, men sådan er det! Derfor er Stuben en af de bedste steder at skære dybe ar i bjergsidernes hvide overflader. Fra toppen af lifterne findes et utal af gåture. Turen mod Langen var den første vi valgte at begive os ud på. En gåtur – eller et hike, som vi kalder det på Himmelbjerget - mod toppen, der normalt ville tage en time til halvanden, men i dette tilfælde blot tog os 30 min. Tak til vort svenske broderfolk, der allerede havde trampet løs og lavet en trappelignende opstigning mod toppen. Det var bare tre dage siden det sidst sneede, men tingene går som nævnt stærkt i St. Anton. På vej op stødte vi på et par af verdens bedste jibbere. Den svenske superstar, Jon Olsson, viste os og sit filmhold fra Poor Boyz Production, hvordan man på akrobatisk vis kan ophæve tyngdeloven. Og læs nu godt efter – han var iført heldragt! Godt nok en meget baggy en af slagsen, men alligevel... Firserne er åbenbart på vej tilbage. Også på skiscenen, hvor spådommen for næste sæsons mode må være monoski, neongule heldragter, postkort med nøgne damer, måske endda et Nevica boost og selvfølgelig ”Recco-system” i samtlige bukser, jakker og støvler. Det bliver stort og vi glæder os.

 

 

Endestation Langen.

 

Inspireret af Jons fantastiske stil i luften begav vi os i lag med Langen projektet. Selvom svenskerne havde været der, så lykkedes det os at finde mange fine urørte sider med dyb pulver. At sneen samtidig var helt fantastisk tør og luftig - eller ”fluffy”, som vi siger på Himmelbjerget – gjorde bare turen ned mod træerne endnu bedre. Skovskiløbet ned mod selve Langen, der som by ikke er meget andet end en mindre perron, er trangt og tæt, men fyldt med gode muligheder. Her ligger sneen altid i store mængder, og man skal være direkte uheldig for ikke at finde sine egne spor – eller first tracks, som vi siger på Himmelbjerget. Endnu et eksempel på St. Antons store ry som pulverparadis og offpiste mekka for dygtige skiløbere stødte vi på i Langen Downtown (perronen). Her mødte vi tre japanere, der havde taget turen fra de japanske alper, dolomitter, himmelbjerge eller hvad det nu hedder derover i sushi landet. Efter udstyret at dømme, så var de tre japanere enten sponsoreret af dyre anerkendte europæiske skimærker eller også havde de bare været ude at bruge løs af yen’en. Uanset hvad, så var de yderst tilfredse med området, og glædede sig meget til at komme hjem og fortælle deres alt for mange landsmænd om fænomenet. Det betyder at St. Anton næste år både vil være fyldt med heldragter, svenskere og japanere!

Turen til Langen afsluttes altid på perronen med en gang chokolade, lidt vand og altid store smil, store armfagter og vanvittige historier om ens egne oplevelser den sidste times tid. Herfra tager man enten toget eller taxi’en tilbage til St. Anton bymidte, og fortsætter så skiløbet eller tager hul på dagens første velfortjente ”bier vom fass” til lyden af elendigt tyrolermusik.

 

Hvem har fundet på navnet ”Knödelkopf”?

 

En anden af favoritterne i St. Antons eller Stubens store tag-selv-bord af indbydende skiretter er ”Knödelkopf”. Navnet skal ikke kommenteres, men skiløbet er noget for sig selv. Endnu en gang måtte vi kravle en times tid i snemængder, der sjældent ses større. Denne gang havde de ellers så venlige svenskere ikke lavet trapper for os. Det betyder to ting: Når man ankommer på toppen er man meget udmattet, men man er også sikker på at køre helt uberørt sne. Begge dele var også tilfældet for os. Bestigningen af Knödelkopf var hård og ødelæggende for musklerne, men nedturen på skiene, ja, den giver sig selv.

Fra toppen findes seks eller syv forskellige render – eller couloirs, som vi siger på Himmelbjerget. Krydret med en halv meter helt frisk pulversne, bliver det til en cocktail, der ville få enhver svensk St. Anton bums til selv at afsløre en hemmelighed eller to. Skiløbet ned fra toppen udmunder i store uberørte flader, der alle fører mod St. Christophe. En lille charmerende by i St. Anton massivet, der mest er kendt for sit ”Bundes Akademi”, hvor adskillige af de østrigske verdensstjerner på den alpine skiscene er blevet opforstret.

 

Tilbage til virkeligheden.

 

Lidt hemmeligheder er blevet røbet. Transit Topliner’en (alu-fælge, tonede ruder, flysæder, ølholdere og anlæg) er tilbage i de franske alper. Hverdagen, hvis man kan kalde livet som evigt søgende pulverjager – eller powderhunter, som vi siger på Himmelbjerget – er blevet lidt lettere at komme igennem. Med minderne fra St. Anton klarer man den til tider manglende sne i Frankrig med et positivt smil. Der er jo kun otte timer tilbage til et af verdens bedste skiområder. Der er kun et at sige. St. Anton er et sted, hvor sneen er god, bjergene overvældende og hvor et besøg er det hele værd.

 

 

Skrevet af Tobias Hansen.

Billeder af Tobias Hansen og Anders Olesen