Et af Frankrigs fedeste skiområder. Anders Olesen og Maja Falkenberg har sendt os en status...
Serre Chevalier er beliggende i den sydlige del af alperne og er et af Frankrigs største skisportssteder.

Turen til sneen
Fredag d. 25 december havde vi fået nok af jul og alt den ubrugelige sne i Danmark og pakkede derfor bilen med snowboard og ski og kørte mod de franske alper. Målet var Serre Chevalier i Frankrig.
Turen ned gennem Europa gik godt og uden de store overraskelser. Vi var et smut i Karlsruhe i Baden-Württemberg, fordi damen i GPS´en åbenbart syntes, at det var en sjovt pit-stop. Turen gik fra Kolding ned gennem Tyskland, ind i Schweiz, en par timer i Frankrig, så igennem tunnelen ”Fréjus” ind i Italien, op over passet ved Montegenévre, ind i Frankrig igen og så var vi i Briancon, den første af byerne i Serre Chevalier. Tager man turen i bil til Frankrig skal man lige huske at have euros klar, ca. 100 euro, til diverse vej- og tunnelgebyrer og så er det også rart at vide, at man i Schweiz virkelig skal overholde fartgrænsen. Her kan man nemt blive blitzet af et fartkontrolkamera. Vi klarede heldigvis turen uden problemer og ankom til Serre Chevalier lørdag morgen efter kun 16 timer i bilen.
Serre Chavalier
Serre Chevalier ligger i den sydlige del af alperne og er et af Frankrigs største skisportssteder. Serre Chevalier består af de fire byer Briancon, Chantemerle, Villeneuve og Le Monetier les bains, som ligger tæt på hinanden. Hele området hænger rigtig godt sammen, så det betyder ikke meget hvilken by man bor i. Der er god adgang til skiområdet fra alle fire byer, og der går ikke langt tid fra man forlader lejligheden eller hotellet til man er i en lift på vej op ad bjerget.
Et skiområde med skiløb for alle
Serre Chevalier byder på et stort og varieret skiområde, der består af i alt 250 km pister, hvor man bestemt ikke kommer til at kede sig. Skiområdet tilbyder alle former for skiløb og der er en god blanding af sorte, røde, blå og grønne pister. Det er derfor et perfekt sted at være en blandet flok, der har forskellige ønsker til sværhedsgraden af skiløbet. Området har også et stort skovområde, super varieret offpist og med sit naturlige terræn betragtes Serre Chevalier som en af Frankrigs top destinationer.
Vores første dage i området har været super fede. De første par dage bød på høj sol og helt ok sne, dog en smule hård powder.
Dagen i dag, mandag, har budt på overskyet vejr og masser sne. Vi har set mest på Chantemerle og Villeneuves skiløb, hvor vi især har været glade for de store åbne flader til offpist, det lækre skovskiløb, samt masser af gode blå og røde pister.
På grund af sin sydlige beliggenhed praler området med at have 300 solskinsdage om året. Det glæder vi os til, da vi både har oplevet solskinsvejr og overskyet vejr. Så hvis statistikken skal leve op til de 300 dage, så må det blive blue sky og powder i morgen…

De fire byer
Chantemerle
En af områdets fire byer, Cantemerle, er en hyggelig lille alpelandsby, hvor man ikke mangler noget. Der er mange forskellige butikker og indkøbsmuligheder og selvom byen ikke, på samme måde som fx Val Thorens, indbyder til fest og druk, så er der bestemt også gang i byens barer. Her kan blot nævnes Extreme bar, hvor der festes til sent ud på natten (vi bor lige oven på). Der er nogle fine restauranter og et stort center med masser af aktiveringsmuligheder.
To be continued
Den artikel forsættes senere på ugen. Her vil vi bl.a. fortælle om offpisten i Serre Chevalier, om de andre byer; Briancon, Villeneuve og Le Monetier les bains, og om den lokale danske skilærer og adventure-dame, Charlotte.

PS. Serre Chervalier har allerede set trenden og lavet en Skiers´ menu. Det er selvfølgelig det eneste vi spiser, morgen, middag og aften..
















