Marcus Lantz fortsætter sin spændende tur i Schweiz. Se de vilde billeder...
Liv og glade dage og en grum tur i vridemaskinen venter, hvis man ikke kender sine bjerge og bibeholder respekten for Kong Vinters bukserysterbande, bedre kendt som laviner. Med simple forholdsregler, enkel research og en IQ på mere end 50 kommer man dog langt, også i Verbier.
Tekst: Marcus Lantz
Fotos: Angelo Brack
Nendaz, Verbier og resten af Les 4 Vallées har været mit andet hjem i Alperne, siden jeg slog mine folder en hel sæson i området.
De seneste år har Verbier cementeret sit ry som Schweiz’ freeridemekka, men med den berømmelse følger desværre også en bagside af medaljen; det har jeg set på de horder af sport-conrad-gale tyskere og andet skidtfolk, der straks de ser spor på en bjergside, farer derhen. Nu håber jeg ikke, at jeg lyder som en af de turistforskrækkede, lokale schweizere, der blev født det forkerte sted. For min skyld bør alle unde sig en tur under pudderkværnen, men med sådan en sprød svingom følger ikke overraskende også et stort ansvar. Og det ansvar hænger som vinden blafrer, når først mælkeskummet er forduftet, og den store watt-pære forblinder al den fornuft, der trods alt måtte være gemt inde bag huens røde strithår og den stramme, gule Salewa-jakke.
Nok om idioterne. Der er selvfølgelig altid gode spots, hvis man er villig til at hike en smule og anvender sine små grå. Min sidste skidag i Les 4 Vallées tilbragte jeg sammen med en skør schweizer, og som altid er de er jo fantastiske. Angelo Brack er ingen undtagelse, og han tilbød endda at skyde løs med sit fine kamera.
Havde vi ikke kendt Verbier og resten af Les 4 Vallées, kunne vi have anvendt de Freeride Maps, som man efterhånden kan erhverve sig til rigtig mange af de klassiske Alpe-destinationer.
Et Freeride Map er i bund og grund et topografisk kort, som man kender fra Alperne; anvendeligt både til mountainbike-turene, når sommersolen kysser ens mudrede krop og til vintersafarierne i ukendte skove, hvor klippeskrænter kan lure bag stort set hver en busk.
Forskellen er, at folkene bag Freeride Maps (bl.a. Black Diamond) har markeret aktuelle klippesider med en farve: blå er mindst udfordrende, gul er mellem og rød er stejlt, eksponeret terræn.
Angelo Brack arbejder desuden for Black Diamond, og jeg kan dermed takke ham for at få åbnet mine øjne for, hvorfor jeg ifremtiden formentlig vil gå efter et Freeride Map snarere end et topografisk kort, som ellers plejer at blive bragt hjem.De er ikke fejlfri, ex er Bec des Rosses markeret med rød, men alle der har set optagelser fra Verbier Xtreme ved, at det formentligt er den mest dyblilla klippeskrænt i Alperne.
Freeride Maps er dog et rigtig godt tiltag, og desuden appellerer de måske til riders, der tror, at topografiske kort kun er til bjergguider, randonée-freaks og andre ekspeditionshungrende alpinister.
Billederne herfra er i øvrigt taget i såkaldt gult terræn, men man behøver jo ikke skyde genvej hen over klipperne, selvom det som oftest gør turen til bunden noget hurtigere.
Davos venter, det samme gør Sebastian Garhammer, og han plejer ikke at have problemer med at sparke en vis legemsdel ud af bukserne.
Stay tuned!
