Læs anden del af turen med RAD, til Schweiz' fede offpistesteder.
Efter nogle spændende dage i Andermatt, tog Martin, Reine og jeg, toget videre til det idylliske skisportssted Mürren. På vejen fik Martin flere sms'er fra bekendte i Andermatt, der lovpriste ham vildt og inderligt. Få timer forinden havde han nemlig kørt en linie, som Andermatts bumser gennem hele sæsonen havde skelet ængsteligt til! Linien sluttede i et monsterdrop på 15-20 meter og Martin satte det klokkerent. (En god grund til at se RAD's film, Double Up, når den kommer til efteråret).
Svenskerne fejrede det med at drikke en, for dem, anseelig mængde øl på togturen. Så mens vi ventede på Nikolaj Jungersen og Line Cramon, i parkeringshuset neden for Mürren, fordrev de tiden med bagagevognsrally på ramperne mellem parkeringsdækkene. Da de blev antastet af den samme vagt for anden gang, slap min tålmodighed med dem op, så jeg blev lidt mopset.
Da Nikolaj og Line ankom og svenskerne 2 øl var forbrændt, tog vi kabinen og toget til Mürren, hvor vi skulle tilbringe de næste 5 dage.
Samstemmigt sagde alle turens deltagere, at det nok er det flotteste skisportssted de har været. Tilsammen har vi sikkert besøgt mere end 250 destinationer, så det er formodentligt et af de flotteste steder overhovedet.
Skiløbet er også i top. Der er masser af offpistemuligheder og mere end 2200 højdemeter.
Martin og Reine satte en masser flotte linier.
Desværre endte turen uheldigt for Martin. Efter at Reine havde kørt en stor (over 20 meter) klippe, ville han ikke stå tilbage. Han tog lidt mere fart og landende noget tungere end Reine. Umiddelbart efter landingen gav han udtryk for smerter i ryggen, så vi tilkaldte straks hjælp. Han blev fløjet med helikopter til Interlaken hvor de konstaterede en fraktur på 12. ryghvirvel.
Senere konstaterede lægerne i Malmö, at det var værre og der skulle opereres. Så 2 måneder i sengen venter nu. Heldigvis er Martin en stærk pojke med masser af godt humør, så han er snart klar igen.
De sidste dage var præget af snevejr, men vi fandt masser af spændende skiløb i skovene omkring Mürren. Her var masser af pudder og pillow lines.
Læs mere om Mürren her: Fakta om Mürren
Læs om første del af filmturen her: Filmtur Schweiz: Andermatt
Besøg Mürrens hjemmeside her: www.muerren.ch

Line Cramon foran Eiger, Mönch og Jungfrau.

Snapsen og Jungfrau.
















