Val d’Isere er en velbesøgt by af mange danskere, men der er mange forskellige årsager til at valfarte til den hyggelige alpeby.

 Nogle drager dertil for at kombinere skiløb med Michelin restauranter og et bredt udvalg af modeforretninger, og andre bliver lokket af stedets hygge og hundredvis af velpræparerede pister. Det var dog ikke hovedårsagen til, at vi valgte at køre mod Val d’Isere med maven fuld af julemad og den sidste falske julsalme stadig klingende i trommehinderne. Vores bedste undskyldning var, at Val d’isere, ligger inde med noget af Europas bedste og måske lettest tilgængelige offpiste – og findes der en bedre julegave til sig selv end puddersne?

 

Turen startede den 25. december kl. 6 om morgenen, hvor flæskesteg og risalamande fra aftenen før blev toppet med fire burgere, cola i stride strømme og andet koffeinholdigt væske – med andre ord det hurtigst tilgængelige, der bedst muligt kunne holde os vågne, så vi kunne komme hurtigst muligt derned.

Vi kom ned til et bjerglandskab, hvor det netop havde sneet 3 dage i streg og var derfor mere end parate da lifterne åbnede - klar til sæsonens første skidag. At finde den bedste side med den bedste sne og de færreste spor kan være svært, hvis man ikke kender området så godt. Men med min ene sæson, Tobias’s tre sæsoner og Lai’s beskedne 15 sæsoner i netop Val d’Isere, var der gode muligheder for at få nogle perfekte dage i offpisten. Lai valgte helt korrekt og vi befandt os dermed i ’åhhh-hvor-er-det-vildt-og-er-du-gal-en-fed-tur’-sne hele dagen og de efterfølgende dage var i samme kaliber.

 

Lai levede virkelig op til sit øgenavn som ”Legenden”, og tog os ud på diverse offpisteture, hvor man ved turens start, ikke i sin vildeste fantasi, ville tro det ville føre til noget, der bare ligner godt skiløb. Men Lai stod altid fast på sine beslutninger, dirigerede os op af skråninger, hen ad klippetoppe, som hver gang førte til steder med uberørt sne eller sider med ganske få spor.

 

Efter at jeg er kommet hjem til Danmark, hvor gråvejr og arbejde præger dagligdagen, er det med et stort smil på læben, at jeg tænker tilbage på de 10 dage i Val d’Isere, med gode restauranter, velpræparerede pister, hygge men mest af alt fantastisk freeride.

Jeg glæder mig allerede til næste tour de F i Val d’Isere!