Der findes ikke findes dårlig sne, kun dårlige skiløbere. Om det er sandt, tog en gruppe danske freeridere en uge til Chamonix for at afprøve. Med sig med sig havde de en lokal kending, den danske bjergguide Asmus Nørreslet.
Europas tag
Halvanden time fra Geneve leder Route blanche, ’den hvide vej’, bjergbegejstrede mennesker fra hele verden til alpinismens hovedstad, Chamonix-Mont-Blanc. Vejen har sit øgenavn på grund af den store mængde sne, der normalt gør livet surt for dumme turister i sommerdækmonterede italienske blikdåser; denne dag i slutningen af januar skal man langt op ad de nordvendte skråninger for at finde sne. Det har ikke sneet i fem uger, men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser, og dårlig sne er kun en dårlig undskyldning for ikke at have en god dag på bjerget.
Fire gode dage senere tvinger den tynde luft lungerne til at arbejde på højtryk, mens Chamonixdalen tager en formiddagsslapper 2.800 højdemetre under os; Téléphérique de l'Aiguille du Midi har stadig verdensrekorden som den kabelbane, der tilbagelægger flest højdemetre, og selv i dag, 56 år efter dens jomfrurejse, er konstruktionen imponerende.
Foran os breder et enormt gletsjerlandskab sig ud og markerer samtidig indgangen til den legendariske, 20 km. lange gletsjerrute Vallée Blanche. Inden vi nåede toppen af Aiguille du Midi, havde vi frit udsyn til dens frygtindgydende nordside, og Asmus Nørreslet, dagens guide i skysovs, fortæller om hårrejsende ruter ned gennem couloirer, der på nuværende tidspunkt slet ikke eksisterer. Han er en hård banan, men smiler og befinder sig tydeligvis i sit helt rette element.
Frihed under ansvar
Asmus fortæller levende om mulighederne i det alpine terræn. Da vi kører Vallée Blanche, er det fem uger siden sidste snefald, men sneen er stadigvæk spændende at køre i. Det er bestemt ikke puddersne, men hårdt og udfordrende, fordi skiene hurtigt får fart på.
Begejstringen lyser ud af Asmus’ trænede bjergbestigerøjne, men kender man ikke sin gletsjer, kan glæden hurtigt forvandles til et mareridt:
”Stop altid før mig; det her er ikke en skiskole. Kører I forbi mig uden at kende området, kan I let overse en gletsjerspalte,” siger Asmus. Han vælger en rute ned over den umiddelbart uskyldige overflade, og resten af banden følger efter. Da vi når nogle hundrede meter ned, opdager vi flere spalter, der var helt umulige at se fra toppen.
Det er en inspirerende flok, der denne dag følger efter Asmus. Anja Bolbjerg viser, at de gamle OL-ben stadig kører hurtigere end de fleste danskere; med en imponerende stil lader hun let skiene skyde genveje mellem naturlige pukler. Morten Isaksson kører aggressivt og får uden vanskeligheder de store freerideski ned gennem en ganske smal couloir. Hans navnebror, Morten Agersnap, har også en fortid i puklerne og flyver let ned gennem det varierede sneføre. Og som rosinerne i pølseenden viser Henrik Thorsen og Philip Saerens, at uddannere i Den Danske Skiskole i den grad også kan deres freeride-ABC.
Efter sådan en dag i godt selskab er vores kroppe helt mørbankede, og på Bellevue, Asmus’ hyggelige pensionat mellem Le Buet og Argentière, godt 20. min. fra Chamonix, bliver vi forkælet med god, gammeldags husmandskost og et utal af gode røverhistorier fra mange års flirten med fortrinlige franske forbindelser.
En hurtig trip down memory lane til gymnasiets drukture bliver ikke engang overvejet; folk kommer til Chamonix for at stå på ski, leve ski, ånde ski; ikke for at forpeste dagen efter med tømmermænd. Ugen igennem var lyset i øvrigt slukket før midnat hver eneste aften.
I dødens fodspor
Chamonix er et magisk sted, og historiens vingesus blæser tydeligt, lige meget om man står på toppen af Aiguille du Midi eller slentrer ned gennem Chamonix’ gader og ser vejrbidte bjergguider med de obligatoriske, hjemmerullede cigaretter skødesløst hængende i mundvigen. Chamonix er et sted, man har lyst til at kalde sit hjem, og enhver bjergnørd må være misundelig på Asmus.
Siden Glen Plake og Scot Schmidt i ”The Blizzards of Aahhhs” fulgte i Chamonix-legender som Camille Devouassoux og Jean-Marc Boivins fodspor, har den franske alpeby tiltrukket de mest ekstreme vintersportsudøvere. Glen Plake bor i øvrigt stadig i byen; det samme gør et ikon som Kaj Zackrisson, og sommer som vinter er byen et pulserende stykke bjergkultur.
Godt 100 år inden de to droppede store klipper og kørte nogle af områdets stejleste couloirer, udråbte Mark Twain Chamonix til “the death-sport capital of the world", og det ry hænger stadig ved byen. Velsagtens med god grund.
Livsfarligt blev det ikke denne januar-uge, men én ting er sikkert: Med en god guide, lidt vandrerlyst og nogle veltrænede lårmuskler behøver man slet ikke en halv meter puddersne. Chamonix er stadigvæk et spændende bekendtskab, der hurtigere, end du kan sige GO BIG OR GO HOME, sætter den barnligste og mest smittende skiglæde i førersædet!
Faktabokse:
Asmus Nørreslet
36 år, bosat i Chamonix
Danmarks først uddannede UIAGM-bjergguide. Har gennemført flere udfordrende ruter i Alperne, bl.a. Eigers nordside, og besteget Mt. Everest to gange.
Norreslet Mountaneering: www.norreslet.dk
Bellevue Lodge: www.bellevuealpinelodge.com
Chamonix
Sæson: 18. december 2010 – 22. april 2011
Dagskort: 41€. Med et Mont Blanc Unlimited-liftkort til 50€, der giver adgang til Aiguille du Midi, er det også muligt at stå på ski i italienske Courmayeur og schweiziske Verbier.
Pister: 69 (150 km.)
Længste pist: 22 km.
Lifter: 49
Liftkapacitet: 51.200 personer/time
Faldhøjde: 2.807 m. (3842 m. - 1035 m.)
Mere information: www.chamonix.com
Har du en smart-phone, findes der også en fiks Chamonix-applikation
Fotografer: Morten Agersnap, Asmus Nørreslet, Henrik Thorsen og Morten Isaksson.
